
Om forfatteren
Det har egentlig aldrig rigtigt ligget i kortene, at jeg skulle være forfatter. Mine 20’ere brugte jeg på at skrive musik og den første del af 30’erne på journalistik. I de 15 år slog det mig aldrig, at der gemte sig en roman på mit loft. Også selv om loftet til tider var så tungt, at hvælvingerne buede.For godt fire år siden indså jeg, at noget skyggede for mit udsyn. Et bjerg af en fortælling tårnede sig op foran mig. På det tidspunkt var halvdelen stadig dækket af skyer, og jeg kendte endnu ikke vejen gennem dets mange stier og pas. Men jeg nyder den dag i dag udsigten fra bjergstien langt mere end det kig, jeg dengang havde fra mit kontor. Dengang, hvor fremskudte deadlines kæmpede en evig kamp med vrantne direktører og trættende nyhedsbreve.
Og hvad er det så egentlig, jeg prøver at sige? Jo, at i mine 40 år har jeg lært én ting med sikkerhed: Alt bliver bedre, når det bliver skabt via leg. Det gælder min musik, det gælder mine børn, og det gælder min bogskrivning. Og selv om jeg på ingen måde er undsluppet voksenlivets pligter, er jeg i dag lykkelig for, at jeg trods alt har kunnet skabe mig et lille frirum. Et lille hjørne, hvor jeg kan lade min egen barnagtige fantasi råde. Jeg håber, du vil gå et stykke op ad bjerget med mig. Måske bare til det næste sving, måske hele vejen?
- Tobias Stenbæk Bro er født i 1978. Han bor i dag i sin fødeby Hørsholm med sin hustru og to drenge.
- Han er uddannet journalist og historiker fra RUC. Han har blandt andet arbejdet på Illustreret Videnskab Historie, i Zoologisk Have samt på flere dagblade. I dag arbejder han deltid som kommunikationskonsulent og tekstforfatter i sin egen virksomhed.
- Tobias’ første roman, Væddermændenes Nat, udkom på Forlaget Turbine 9. oktober 2018.
- Væddermændenes Nat er første del af fantasybogserien Et Varsel om Storm. Fortsættelsen forventes at udkomme efteråret 2019.
- Tobias arbejder på nuværende tidspunkt på den tredje bog i serien med arbejdstitlen Kymoras Masker.